Mikrofon på landet

Det var noget af en omvæltning for vores lille familie på fire, da vi for et par år siden valgte at flytte væk fra storbyens larm og hektiske liv og ud i en lille by med kun omkring 800 sjæle. Lige i starten oplevede vi det, som om vi for alvor var kommet på landet, men der gik nu ikke ret lang tid, før det gik op for os, at ”de lokale” for en stor dels vedkommende er folk, der ligesom os selv har et travlt job inde i byen.

Men her i det lille samfund er der et helt anderledes tæt forhold mellem beboerne, og det er noget, vi er kommet til at sætte stor pris på. Derfor varede det heller ikke så længe, før vi valgte at gå med til et arrangement i den lokale borgerforening, som også er den forening, der står for driften af det lille forsamlingshus, vi har i byen.

Det blev en god aften, for vi følte os godt modtaget af ”de lokale”, og min kone og jeg var i hvert fald sikre på, at vi også efterfølgende ville deltage i foreningens arrangementer i forsamlingshuset. Denne første aften var der primært tale om en hyggeaften, der startede med spisning, hvorefter en af byens beboere akkompagnerede til nogle fællessange. Det gjorde han på en spansk guitar, og selv om tonerne fra guitaren ikke var specielt kraftige, kunne vi vist alle sammen høre hans guitarspil.

Jeg faldt i løbet af aftenen i snak med en mand, som jeg godt havde set tidligere i byen, og vi talte om, at forsamlingshuset vist godt kunne bruge en eller anden form for lydanlæg, for selv om der ikke er tale om en særligt stor sal, kunne det godt knibe lidt for aftenens vært at råbe hele salen op.

Jeg nævnte for min sidemand, at det bestemt er mit indtryk, at man kan få sådan et lydanlæg med forstærker, højtalere og en mikrofon til absolut overkommelige penge, for i sådan et lille forsamlingshus behøver man jo ikke ligefrem satse på et anlæg af høj kvalitet med sublim lydgengivelse. Og med det nyligt indkøbte og ganske billige trommesæt fra Danguitar, skal der nu nok komme lyd på!

Det gav han mig helt ret i og fortalte, at det allerede var noget, de arbejdede med i borgerforeningens bestyrelse, som han er medlem af. Bestyrelsen havde drøftet en indsamling, for der var ikke umiddelbart penge i foreningens kasse til sådan et indkøb. Jeg bemærkede, at det nok ville være ret nemt at få samlet de penge ind, for hvis for eksempel hver husstand spytter 100 kroner i bøssen, kan man vel få et anlæg af ganske god kvalitet.

Og her oplevede jeg så forskellen på fol i storbyen og beboerne i vores lille landsby, for min sidemand fortalte, at her ude var det nok lidt svært at få ret mange til at give 100 kroner til formålet. Her ude på landet sidder pengene ikke så løst i folks tegnebog, så det er ikke så simpelt endda, mente han, men han gav mig ret i, at det i hvert fald skal prøves.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *