Billig bærbar til mor

Selv om min mor kun lige er fyldt 62 år, er hun løbet ind i en skavank, som jeg ellers troede var forbeholdt ældre mennesker. Hun har nemlig fået en øjensygdom kaldet AMD, som står for aldersrelateret makula degeneration og medfører vanskeligheder med at se skarpt især på korte afstande.

Og det har virkelig været et problem for min mor, for hun har altid været noget af en læsehest, der normalt sluger flere bøger på en uge, og selv om hun selvfølgelig har fået alle de hjælpemidler, man næsten kan tænke sig, har det i et stykke tid knebet hende meget at læse en bog eller for den sags skyld en avis. Og desværre er det blevet værre og værre med tiden.

For få dage siden fik jeg så den ide, at jeg ville forære hende en af de her mindre skærme, man kan bruge til at læse e-bøger. For så vidt jeg ved, kan man forstørre teksten på disse skærme, og så kunne min mors problem nok løses på den måde.

Jeg nævnte ideen for min kone, som straks protesterede. Hun skal da ikke have sådan en e-bogs læser, for den kan jo kun bruges til den ene ting, nemlig at læse bøger på. Vi giver hende da i stedet en tablet, som hun jo også kan bruge til at gå på nettet med.

Jeg bandede lidt over mig selv, at jeg ikke havde fået den ide, for min kones forslag var jo indlysende rigtigt, hvilket jeg da også med det samme indrømmede. Og jeg ved jo, hvor meget glæde min kone har af sin egen iPad, som hun stort set altid har indenfor rækkevidde. For eksempel også, når hun laver mad efter en eller anden opskrift, som hun har fundet på nettet, for så kan hun bare have sin iPad liggende på køkkenbordet og læse opskriften på den.

Min kones ide er jo så oplagt, fordi min mor faktisk bruger internettet meget, og da hun og min far har en stationær computer med en 19 tommer skærm, har hun ingen problemer med at forstørre skærmbilledet så meget, at hun kan læse alt, hvad der står på de forskellige hjemmesider, hun bruger.

Det slog mig så, at vi måske i stedet for en tablet skulle give hende en billig bærbar computer, som hun jo også uden videre kan tage med hen i lænestolen, hvor hun holder af at sidde og læse sine bøger. Sådan en har alt andet lige en noget større skærm end en tablet, så det kan vel kun gøre hendes situation endnu bedre.

Igen forkert tænkt, sagde min kone med et smil, for så vidt jeg har forstået, holder din mor også meget af at ligge i senge og læse nogle kapitler, før hun lægger sig til at sove, og så vil det altså være for bøvlet for hende med en bærbar, som er væsentligt tungere end en tablet, som man nemt kan ligge og holde i hænderne, mens man ligger i sengen.

Igen havde min kone ret, så det bliver en iPad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *